Verdensballetten på Gram Slot

Posted · Add Comment

Verdensballetten gæster for første gang i kompagniets 10 år lange historie, Gram Slot i Sønderjylland, søndag 16. juli kl. 15.30. 

Køb dine billetter her.

Sidste år optrådte Verdensballetten på Ribe Kunstmuseum, hvor mere end 1100 gæster oplevede forestillingen. Kunstmuseets have bliver imidlertid gravet op i år af arkæologer, derfor glæder det Verdensballettens kunstneriske leder Jens-Christian Wandt at annoncere, at et nyt og så kulturstærkt et spillested som Gram Slot, er en del af årets jubilæumsfejring.

Årets forestilling

Solodansere fra nogle af verdens fineste kompagnier vil optræde med danske operastjerner i slotsparken foran det historiske slot. Artisterne får i år selskab af den anmelderroste klassiske duo Walentin & McKenzie, som vandt DR’s kammermusikkonkurrence forrige år.

Finkulturel kunst, jordnært, tilgængeligt …

Også Gram Slot ser frem til samarbejdet med Verdensballetten i slottets historiske rammer, og direktør Svend Brodersen fortæller:

Da vi fik en henvendelse fra operasanger Jens-Christian Wandt, som er en af initiativtagerne til Verdensballetten, var vi ikke i tvivl om, at vi meget gerne ville huse forestillingen på Gram Slot. Ud over at have nogle historiske rammer, der er omgivet af smuk, dansk natur, der passer perfekt til forestillinger som Verdensballetten, så er det vigtigt for os, at man på Gram Slot kan få mange former for kulturelle oplevelser.

Verdensballetten passer meget fint ind i vores koncept, fordi vi godt kan lide at bryde grænser ned. Det er også det, Verdensballetten er med til at gøre, fordi et af elementerne i konceptet er, at det er naturen, der skal danne rammen for ballet- og operaforestillingen. Det bevirker, at dét nogle måske ville kalde finkulturel kunst, bliver jordnært og tilgængeligt for et publikum, der måske ikke ville vælge at se ballet eller opera.

Det officielle billetsalg starter mandag 3. april kl. 09.30.

Køb også dine billetter her.