fbpx

VEJRPOLITIK & KØBSBETINGELSER

Kan man danse ballet i regnvejr?
Det er en ganske særlig oplevelse at sidde under åben himmel og se nogle af verdens bedste balletdansere præstere det ypperste på en scene midt i naturen. Som publikum kommer I helt tæt på og kan se vinden i de flotte kostumer og solen glimte i perler og pailletter, mens svaler og lærker næsten flyver i takt med den levende musik.

Den danske sommer kan dog være lunefuld, og på Verdensballetten forbereder vi os altid grundigt på dagens vejr og dermed betingelserne for forestillingen. I videoen herunder kan man opleve et kort uddrag fra en forestilling med regn.

Herunder kan man finde svar på nogle tilbagevendende spørgsmål omkring ændringer ift. vind og vejr:

Hvis vejrudsigten lover regn?
På Verdensballetten bestræber vi os altid på at gennemføre med den bedst tænkelige forestilling, og vi aflyser yderst sjældent. Det kan dog vise sig svært at gennemføre forestillingen som planlagt af hensyn til både sikkerhed og den kunstneriske kvalitet.

Vi har imidlertid mange muligheder for at sikre vores publikum en forestilling til trods for en tvivlsom vejrudsigt:

  • Vi kan rykke starttidspunkt +/- en time
  • Vi kan forlænge/forkorte/aflyse pausen
  • Vi kan ændre programmets rækkefølge og tilpasse enkelte indslag
  • Vi kan i særlige tilfælde rykke forestillingen indendørs

Påklædning
Vi glæder os over, at Verdensballettens publikum som oftest kommer særdeles velforberedte med passende påklædning og lune tæpper. I fald det skulle regne er regnslag den bedste løsning, da vi ikke tillader paraplyer af hensyn til alles udsyn.

Hvad med de flotte kostumer?
Variationen af forestillingens kostumer er stor, og langt de fleste er skabt til sved, stræk og hårde betingelser – de tåler derfor ofte fint et par dråber.
De stive skørter, også kaldet tutu, bliver bløde af vand og vil derfor blive skiftet ud med et andet passende skørt. I fald scenen er fugtig, danses der også i bløde dansesko.

Hvad med løft og piruetter?
På Verdensballetten har vi nogle af de mest dedikerede dansere, der vil gå gennem ild og vand for ikke at skuffe publikum – dog aldrig på bekostning af sikkerheden og det kunstneriske niveau.
Nu og da lader de tåspidsskoene stå, og andre gange lader de sig inspirere af byger, blæst eller varme og tilpasser tempo, løft og piruetter, så oplevelsen bliver endnu mere intens og anderledes.

Så ja, vores dansere kan danse i regn – de foretrækker dog – som vores publikum – blå himmel og strålende sol. Herunder kan du opleve et kort uddrag fra en forestilling med regn fra Verdensballetten 2023 i Fjordenhus.

Hvordan får jeg besked om ændringer?
Vi informerer tydeligt om evt. ændringer på selve forestillingsdagen, så hold gerne øje med:

  • mail
  • sms
  • hjemmeside

Vi følger adskillige pålidelige vejrradarer hele dagen op mod forestillingens tidspunkt, men vil naturligvis informere om ændrede tider i så god tid som muligt, så alle kan nå at tilpasse sig.

Skulle vi mod alt forventning være nødsaget til at helt at aflyse, sker dette kun på dagen umiddelbart inden forestillingens start.

Man kan finde yderligere information om vores generelle købsbetingelser herunder afsnittet Returret.

RETURRET & ÆNDRINGER

Aftalen angår køb af billet til et udendørs balletarrangement kaldet Verdensballetten, som arrangeres og afholdes af Verdensballetten på tredjemands ejendom – typisk et gods eller slot. Aftalen om køb er indgået mellem Verdensballetten og dig som kunde (Kunden).

RETURRET

Det er ikke muligt at returnere billetter købt hos Verdensballetten. Dette gælder uanset, om de er købt online eller i fysisk form. Det er dog muligt at ændre sine købte billetter til et andet spillested på turnéen, hvis man er forhindret.

Kunden har ikke fortrydelsesret til at træde tilbage fra denne aftale, jf. lov om visse forbrugeraftaler § 18, stk. 2, nr. 12.

ÆNDRINGER

Ændring af billetkategori til en dyrere kategori er muligt, såfremt der er ledige pladser i den ønskede billetkategori. Kunden betaler differencen mellem den billetkategori, som Kundens billet er udstedt i, og den ønskede billetkategori. Der tages et mindre gebyr for ændringer.

Ønsker Kunden at ændre sine billetter til anden kategori ved samme spillested, henvises til Billettens Call Center på: +45 70 20 20 96 eller www.billetten.dk/contact

VEJRFORHOLD & AFLYSNINGSPOLITIK

Balletarrangementet afvikles udendørs og kræver en tør scene for, at danserne kan udføre forestillingen sikkert såvel som kunstnerisk korrekt. Nedbør kan gøre sceneforholdene farlige og/eller umuliggøre kunstnerisk acceptabel udførelse. Verdensballetten bestræber sig dog på altid at afvikle trods dårligt vejr. 

Kan balletarrangementet grundet vejrforholdene ikke gennemføres som planlagt, jf. ovenfor, bestræber Verdensballetten sig på at ændre afholdelsen af balletarrangementet, således at forestillingen alligevel kan gennemføres helt eller delvist.
Sådanne bestræbelser på ændringer kan for eksempel være at ændre på det kunstneriske program, flytte forestillingen indendørs, rykke tidspunktet for forestillingen +/- en time, eller forlænge/forkorte/aflyse pausen.

Kan forestillingen alligevel efter Verdensballettens faglige vurdering ikke kan gennemføres sikkert og/eller tilfredsstillende, og alle muligheder er undersøgt, er Verdensballetten berettiget til at aflyse balletarrangementet.

I tilfælde af aflysning grundet dårlige vejrforhold eller force majeure refunderes billetter ikke.

ANSVARSFRASKRIVELSE

Balletarrangementet afholdes på en tredjemands ejendom. Verdensballetten kan derfor ikke gøres erstatningsansvarlig for fysisk eller økonomisk skade, som Kunden lider som følge af en hændelig hændelse eller en uagtsom handling eller undladelse foretaget af tredjemand, medmindre Verdensballetten har handlet groft uagtsomt.

Verdensballetten hæfter ikke for fysisk eller økonomisk skade, som Kunden lider som følge af en hændelig hændelse eller uagtsom handling eller undladelse foretaget af tredjemand på tredjemands ejendom.

LOVVALG

Denne aftale er underlagt dansk ret.